Årsmøde 2012
Inden vinterseminaret den 2.-3. februar 2012 afholdt Tolvmandssektionen den 2. februar 2012 årsmøde på Munkebjerg Hotel i Vejle.
På årsmødet aflagde formand Lars Hvidtfeldt Tolvmandsudvalgets beretning, der omhandlede den situation, som dansk landbrug befinder sig i, og fremhævede de tiltag, der set med udvalgets øjne vil sikre et konkurrencedygtigt erhverv i fortsat udvikling.
Udfordringer og muligheder
Det vigtigste emne i beretningen var vandplanerne, som ifølge Tolvmandsudvalget er det værste, der har ramt landbruget i mange år, da planerne økonomisk vil få store konsekvenser for erhvervet. Lars Hvidtfeldt kritiserede især klassifikation og indsatskrav ift. vandløb, ålegræsværktøjet samt den manglende faglighed og beskrev samtidig Landbrug & Fødevarers juridiske indsats. Han understregede, at der er behov for større faglighed og bedre viden, så indsatsen bliver såvel målrettet som omkostningseffektiv og tillader fortsat produktivitet for landbrugserhvervet.
Andre centrale emner i beretningen var den foreslåede pesticidafgift, den kommende Natur- og Landbrugskommission samt den varslede skattereform. I den forbindelse pointerede Lars Hvidtfeldt bl.a., at skatter og afgifter ikke må påvirke landbrugets kapitalgrundlag eller konkurrenceevne, og at de økonomiske og miljømæssige rammevilkår skal forbedres, så erhvervet kan udnytte mulighederne på markedet og udvikle sig ift. efterspørgslen.
Efter beretningen var der en engageret debat, hvor medlemmerne kom med input til sektionens arbejde og stillede spørgsmål til de nævnte emner. Tolvmandsudvalget sætter stor pris på den gode dialog og den opbakning til sektionens virke, som deltagelsen i årsmødet er et udtryk for.
Valg til Tolvmandsudvalget
I forbindelse med valg til Tolvmandsudvalget var der nyvalg til Kristian Lundgaard-Karlshøj, som dermed afløser Niels Aage Arve, og genvalg til Lars Hvidtfeldt og Per Bach Laursen. Efter vinterseminaret konstituerede udvalget sig med Lars Hvidtfeldt som formand og Per Bach Laursen som næstformand.
Læs mere
Dagsorden for Årsmøde 2012 (pdf)
Beretning ved Lars Hvidtfeldt (pdf)